MYTE OM MØRKE 2019

‘Myte om Mørke’

NordicOpera hylder Elsa Gress – sin tids mest berygtede debattør

PREMIERE 6. AUGUST / COPENHAGEN OPERA FESTIVAL / TEATERØEN. Spiller 6. , 7., 8 august
KØB BILLETTER

SUKKERFABRIKKEN, STEGE, MØN 16. + 18. AUGUST
KØB BILLETTER

ÅLBORG OPERA FESTIVAL, 11. AUGUST
KØB BILLETTER

‘I denne tid hvor vi, med ansigterne oplyst af skærme, rastløst jager stimulans og nye højdepunkter med en fej tvivl på, om der overhovedet skulle findes noget sandt tilbage, tilbyder Elsa fordybelsen, argumentet. Den insisterende, vedkommende, begavede dialog og kamp for dét der må være sandt; kærligheden til mennesket og dets usete potentiale. Kampen mod sløvheden, undertrykkelsen af de oversete, de magtesløse, maskiniseringen af mennesket. Hun er voldsomt overset og tindrende relevant og fortjener en opera’

Citat dramatiker Alexandra Moltke Johansen.

Elsa Gress – 100 år / 2019

For Elsa Gress er intet i denne verden simpelt eller sort/ hvidt. Elsa ser, beskriver og elsker den kompleksitet, som verden rummer og hun er en glødende fortaler for at tage kritisk stilling til samfundet i stedet for at dyrke den danske dyne af selvtilfredshed og konfliktskyhed. Hun kalder på den ægte indignation og værdsætter kætteren for modet til at stå op imod den enige konforme klub. Alt sammen mens hun hylder den ægte og SJÆLDNE tolerance.

”Vi er midt i en krig, vores fjende er vores dårskab og grådighed.” Elsa Gress

Det er Elsas oversættelse af Lord Byrons apokalyptiske digt, Darkness, som Alexandra Moltke Johansens libretto udspringer fra og som sætter scenen for hyldesten til Elsa Gress.

Darkness, der er skrevet som en advarsel mod den voksende ulighed på Byrons tid, er et uhyggeligt tankeeksperiment for klodens dystopiske fremtid, hvis mennesket ikke ændrer sig. Solen, stjernerne og månen er udslukte og jorden efterladt hvirvlende igennem universet uden mål og med.

Midt i mørket ligger en pige i sin seng og kan ikke falde i søvn. Hun er nysgerrig og driver sin trætte mor til vanvid med sine spørgsmål. Hendes nysgerrighed bliver især vakt, da hun hører om konen Elsa, der huserer i skoven, sendt på flugt for sit kætteri og sine ustandselige højtråbende advarsler om snart det ene snart det andet. Pigen springer ud af vinduet på jagt efter denne sære skikkelse og snart befolkes hendes rejse af drilske papegøjer, savlende hunde, forføreriske valmuer og forbrændte drenge.

Den prisbelønnede dramatiker Alexandra Moltke Johansen står bag librettoen, og helt i Elsa Gress’ ånd er den skrevet med et på én gang naivt og indædt ønske om at gøre en forskel og udfordre det, som hun beskriver som “et kedeligt, brutalt og forældet samfund.”
Det musikalske univers leveres af performance- og klangkollektivet We like We med medlemmerne Katrine Grarup Elbo (violin), Josefine Opsahl (cello), Sara Nigard Rosendal (percussion) og Katinka Fogh Vindelev (vokal). Den talentfulde kvartet er klassisk uddannet, men deler ikke desto mindre ønsket om at skubbe til den skolede klangæstetik med en blanding af klassiske traditioner og elektroniske effekter. Deres stemningsfulde og melodiøse klangunivers er både overraskende, varierende og originalt.

Instruktør: Lotte Andersen

Scenograf: Simone Bartholin

Lysdesigner: Mikkel Jensen

Lyddesign: We Like We

Koreograf: Ronni Morgenstjerne

Medvirkende

Nana Bugge Rasmussen, mezzosopran

Daniel Carlsson, kontratenor

Regína Unnur Ólafsdóttir, sopran

Mila Lulu Houstrup Madsen, danser

Silja Lumholt, danser

We like We:
Katrine Grarup Elbo (violin)
Josefine Opsahl (cello)
Sara Nigard Rosendal (percussion)
Katinka Fogh Vindelev (vokal)

 

Libretto: Alexandra Moltke Johansen

Musik: We Like We

'Myte om Mørke' ny Opera 2019